Fra børnehave til skole

Her kan du læse, hvordan overgangen fra børnehave til skole foregår, og hvordan skole og børnehave samarbejder.

Alle børn oplever store forandringer i skiftet fra børnehave til skole.

Børnehaver og skoler i Randers kommune arbejder sammen ud fra en fælles ramme for at skabe sammenhæng og genkendelige læringsmiljøer for alle børn og forældre ved denne overgang.

I efteråret før barnets skal starte i skole vil drøftelsen mellem børnehave og forældre særligt handle om den kommende skolestart, og hvad der arbejdes med den sidste tid i børnehaven.

Alle dagtilbud og skoler har én fælles overleveringsmodel omkring alle børn og deres familier.

I overleveringsmodellen drøftes dagtilbuddets arbejde omkring børnene generelt og med afsæt i følgende læreplanstemaer:

  • Kommunikation og sprog
  • Sociale udvikling
  • Barnets alsidige personlige udvikling
  • Krop, sanser og bevægelse
  • Natur udeliv og science samt
  • Kultur, æstetik og fællesskaber.

I skolen prioriteres det, at barnet får kendskab til skolen, men også at skolen får kendskab til barnet og forældrene inden skolestart. Langt de fleste skoler holder et åbent hus-arrangement i forbindelse med indskrivningen til børnehaveklasse/SFO.

I maj måned har børnehaven og skolen/SFO’en en overleveringskonference, hvor der videregives relevante informationer om det enkelte barn. I maj måned er der også besøgsdage i skolen for de kommende børnehaveklassebørn. Her arbejder børnene sammen med deres kommende børnehaveklasseleder. Fra nogle børnehaver følger der også en pædagog med børnene i skole i disse dage.

Inden sommerferien afholder mange skoler også et forældremøde for forældrene til de kommende børnehaveklassebørn. Forældrene bliver informeret om arbejdet i børnehaveklassen og SFO’en og får generel information om selve skolen og forskellige praktiske forhold.

Internt i skolen lægges der vægt på at udvikle et samarbejde mellem børnehaveklasselederne, lærerne og personalet i SFO’en med henblik på at støtte hinanden i arbejdet med børnenes personlige, faglige og sociale udvikling og derved skabe størst mulig helhed i børnenes liv.

Skal barnet gå i fritidshjem i stedet for SFO, er der også mulighed for at besøge fritidshjemmet. Besøget sker oftest sammen med den gruppe børn, som skal begynde samme sted.

Samarbejdet mellem de enkelte skoler, fritidshjem og børnehaver er for de flestes vedkommende formaliseret og kan indeholde møder mellem skole/børnehaveklasse, børnehave og forældre, besøg på skolen, besøg af børnehaveklasselederne i børnehaverne, invitation til samtaler omkring det enkelte barn og udveksling af ”Barnets Bog”. Den enkelte skole kan endvidere have tilbagevendende møder med de børnehaver, de modtager børn fra, omkring fælles læringssyn og kompetenceforståelse.

Alle børn tilbydes en plads i en førskoleordning på folkeskolerne i Randers kommune fra den 1. marts til 1. august det år, de skal starte i skole.

Børnene optages i førskoleordning på den distriktsskole, hvor de skal fortsætte deres skolegang, og førskoleordningen vil oftest være i SFO'ens lokaler.

Hensigten med arbejdet i førskoleordningerne er at skabe sammenhæng, så børn og forældre får mulighed for at koble det kendte fra børnehaven sammen med det nye i skolen samtidigt med, at de får skabt nye fællesskaber og relationer til både børn og voksne gradvist frem mod skolestart.

Det er vigtigt at opretholde de kompetencer, som børnene har arbejdet med i deres tid i børnehaven. Arbejdet i førskolen hviler på det pædagogiske grundlag for dagtilbud.​ Derfor vil læringsindholdet i SFO-førskolen tage udgangspunkt i den styrkede pædagogiske læreplan.  

For at kunne sikre det genkendelige fra den pædagogiske tilgang i daginstitutionen, prioriter vi, at der er personale med fra barnets børnehave. Det kan dog ikke garanteres, at der er personale med fra alle dagtilbud.

Den digitale pladsanvisning administrerer pladserne til førskoleordningerne. Derfor indskriver du dit barn via Den digitale pladsanvisning.