Novo-pris til skolelærer

Initiativtager til Science Camp Randers får hæder

Samarbejde og innovation. Det er to af kodeordene i Jens Valdemar Madsens arbejde. På Randers Ungdomsskole og Randers Realskole er Jens det naturfaglige omdrejningspunkt og initiativtager til Science Camp Randers.

I løbet af seks år er det blevet til Danmarks eneste science-forløb for børn i dagtilbuddene til og med 9. klasse. Det arbejde hædres Jens Madsen nu for ved at modtage Novo Nordisk Fondens Naturfagslærerpris 2017. 

Jens Valdemar Madsen siger i den forbindelse:

”Det er en stor ære for mig at modtage denne pris, og jeg er meget glad. Sådan en anerkendelse opnår man ikke alene. Jeg vil derfor gerne udtrykke en ydmyg tak til mine samarbejdspartnere: kolleger, institutioner, virksomheder og en skolebestyrer, som altid ser muligheder. Sammen har vi opnået resultater og udviklet spændende naturfagstilbud til elever på alle skoletrin i og uden for skoletiden i Randers.”

Læs mere