Idrætsfritidsordning (IFO)

Idrætsfritidsordningen (IFO'en) er et privat pasningstilbud, der henvender sig til idrætsaktive børn fra 0. til 3. klasse i Randers Kommune. IFO'en har en driftsaftale med Randers Kommune.

IFO JUNIOR er et privat pasningstilbud under IFO'en, der henvender sig til idrætsaktive børn fra 4. til 6. klassetrin i Randers kommune.

IFO'ens og IFO JUNIORs idégrundlag er at skabe et pasningstilbud, der fremmer børns motorik og fysik gennem idræt, leg og natur samt at give børn indsigt og forståelse for foreningslivet.

IFO og IFO JUNIOR drives af en kombineret forenings- og forældrebestyrelse bestående af forældrerepræsentanter fra både IFO og IFO JUNIOR, personalerepræsentanter samt foreningsrepræsentanter fra Dronning Boldklub og Randers gymnastiske Forening.

IFO og IFO JUNIOR har følgende målsætning:

  • At skabe en naturlig bevægelsesglæde hos børn!
  • At udnytte og give børnene gode fysiske rammer!
  • At give børnene mange, gode og spændende idræts- og naturoplevelser!
  • At styrke børnenes fysik og motorik!
  • At børnene stifter bekendtskab med foreningsverdenens mange muligheder!
  • At børnene stifter bekendtskab med idrættens regler og normer – lære at tilpasse sig andre!

Aktiviteter

Børnene bliver introduceret og udfordret i mange forskellige idrætsdiscipliner og aktiviteter. Fx boldspil, vandaktiviteter, gymnastikaktiviteter, kamplege, dans, bevægelseslege og spil.

Bevægelsesglæde

Vi ønsker, at børnene gennem aktiviteterne opnår en naturlig bevægelsesglæde.

Via aktiviteterne og dagligdagen generelt ønsker vi at fremme barnets sociale, fysiske, personlige og motoriske kompetencer.

Personale

I IFO og i IFO JUNIOR er der ansat tre idrætspædagoger(herunder daglig leder), én pædagogmedhjælper og én foreningsmedarbejder. IFO har fra tid til anden skole- og erhvervspraktikanter samt studerende fra pædagogseminarierne og den pædagogiske assistentuddannelse.

Normering og indskrivning

IFOen har en maks. normering på 60 børn og har venteliste. Det er gratis at blive skrevet op, og opskrivning kan ske ved henvendelse til IFO Randers, eller oplysningsseddel til ventelistekan udskrives fra ifo-randers.dk.

IFO JUNIOR er godkendt til maks. 30 børn. Indskrivning kan se ved henvendelse til IFO Randers.

Fysiske Rammer

IFOen og IFO JUNIOR er beliggende i Dronningborg idrætscenter. Vi har gode muligheder for at udfolde os fysisk. Udendørs findes otte græsbaner, en grusbane, skov, vandløb, petanquebaner og bålplads m.m. Indendørs findes en stor idrætshal, springsal/springgrav, bevægelsesrum, bokselokaler og skydebane. IFO'ens basislokale ligger på 1. sal i forlængelse af Idrætscentrets cafeteria, mens IFO JUNIORs basislokale ligger ovenpå IFO'ens kontor, som deles med løbeklubben MOVE Randers.

Åbningstider

IFO'ens åbningstider er alle hverdage fra kl. 12-17. I skolernes ferie er åbningstiderne kl. 7-16. Der er lavet en aftale med Randers kommune om, at man frit kan benytte morgentilbuddet på Rismølleskolen og Østervangsskolen, hvis der er behov for det.

IFO JUNIOR har åbent alle tirsdage, onsdage og torsdage fra børnene har fri til kl. 17.00!

Ferielukket

IFO'en holder lukket i uge 29 & 30, 24.-31 december & fredagen efter Kr. Himmelfartsdag samt d. 5. juni; Grundlovsdag.

IFO JUNIOR holder lukket i alle skoleferier.

Busforbindelse

Bus nr. 6 kører til Dronningborghallen hver halve time.

Bus nr. 6 kører endvidere omkring Rismølleskolen ca. kl. 13.52 og stopper ud for Dronningborghallen ca. kl. 13.59. Bus nr. 6 stopper ved Dronningborghallen to gange i timen. Derudover stopper bus nr. 238 ud for hallen på Udbyhøjvej.

Pris

Det koster i 2012 1.898 kr. pr. måned at gå i IFO. Der er ingen betaling i juli.
Har du flere børn i kommunal dagpasning, ydes der søskendetilskud. Der betales fuld pris for den dyreste plads og halv pris for efterfølgende pladser.

Det koster i 2012 699 kr. pr. måned at gå i IFO JUNIOR. Der er ingen betaling i juli.

Dog ydes der ikke rabat til pladser i IFO JUNIOR eller kommunens fritids- og juniorklubber 4.-7. kl.

Kost

Børn i IFO og i IFO JUNIOR tilbydes rugbrød, knækbrød og frugt samt vand hver dag, hvilket er inkluderet i prisen.

Interesseret?

Vil du vide mere, er du meget velkommen til at kontakte os.

IFO Randers, Udbyhøjvej 191, 8930 Randers NØ, Mobil 40 51 29 16, e-mail: ifo@ifo-randers

Se mere på ifo-randers.dk